MØD ÅRETS HOVEDNAVN: ÆBLET 🍎
Vi dyrker virkelig gode råvarer i Danmark.
Gulerødder, kål, løg, bær, pærer, æbler og alt det andet, der vokser frem af den danske muld og følger årets sæsoner. Vi kender dem alle sammen – måske så godt, at vi nogle gange glemmer at være nysgerrige på dem.
For hvor mange forskellige æbler kan du egentlig nævne?
Gråsten. Ingrid Marie. Filippa. Discovery. Måske et par stykker mere?
På Pometet ved Københavns Universitet findes omkring 750 forskellige æblesorter – cirka 300 af dem danske. De spænder fra søde og aromatiske til syrlige, faste, saftige og bitre og har vidt forskellige egenskaber i køkkenet. Nogle er bedst lige fra træet, mens andre kommer til deres ret i gryden, ovnen, mostpresseren eller ciderflasken.
Der er med andre ord en hel verden gemt i noget så velkendt som et æble.