Nye events på programmet: Her kan du få en bid af stjernerne

Nye events på programmet: Her kan du få en bid af stjernerne

1. juni afholdes MICHELIN Guide Restaurant Ceremony Nordic Countries 2026 i Tivoli, og nu løftes sløret for en række nye events i anledning af uddelingen. Gæster kan blandt andet glæde sig til premiere på en ny is fra Brian Mark Hansen og Ismageriet, en serie events med Danmarks bedste kokke i NORDHUS og Tivoli Food Festival med ekstra stjernedrys.

Til sommer kommer København til at summe af spænding op til uddelingen af årets Michelin-stjerner, og i den anledning lanceres nu en række nye events:

”København har virkelig mange gode spisesteder rundt i byen, som er med til at gøre København til en fantastisk by, og derfor er jeg også glad for, at Michelin-stjernerne i år bliver uddelt netop her. For mig er det vigtigt, at alle kan tage del i fejringen af vores fælles madkultur og få en bid af den gastronomi, vi høster anerkendelse for internationalt – og i år er der mange gode madoplevelser at se frem til for københavnere og turister,” siger overborgmester Sisse Marie Welling.

Også beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester i Københavns Kommune, Andreas Keil, ser frem til uddelingen:

”Københavns gastronomiske profil tiltrækker gæster og madglade turister fra hele verden, skaber arbejdspladser og muligheder for nye talenter og viser dansk madkunst frem på fineste vis. Madscenen i København spiller en vigtig rolle for københavnerne, byens beskæftigelse og lokale erhvervsliv. Det glæder vi os til at være med til at fejre”.

Limoncello-is og krebsegilde

Som optakt til uddelingen har en række partnere lanceret event-serien ”En bid af stjernerne", der fejrer dansk gastronomi hele året, og hvor alle events tager afsæt i restauranter, leverandører og profiler med tilknytning til MICHELIN-guiden.

En af de nye tilføjelser til programmet er en helt særlig is, der er udviklet i samarbejde mellem Ismageriet og vinder af Bocuse d’Or Brian Mark Hansen:

”Citron har altid stået mit hjerte nær, så det var helt oplagt at lave en limoncello-is med citroner fra Middelhavet, syrlig citronguf, sprød marengs og en aromatisk afrunding af olivenolie. På den måde byder isen både på noget sødt, sprødt, syrligt, friskt og fedt, hvor olivenolien lige giver den frugtighed og bitterhed, der løfter isen”, fortæller Brian Mark Hansen og suppleres af Ismageriets stifter Kim Tøvlesø Simonsen:

”Det er ikke hver dag, at man får mulighed for at arbejde sammen med en af verdens bedste kokke, og det har været en sjov proces at forenes vores fælles fokus på kreativitet og gode råvarer til en is, som virkelig adskiller sig fra vores normale sortiment”.

Udover isen kan gæster glæde sig til en stribe middage i kulturhuset NORDHUS, der inviterer nogle af landets bedste kokke til at tilberede råvarer, der normalt kun kan opleves på tallerknerne på byens stjernerestauranter:

”Vi lægger ud med kok Kamilla Seidler, der giver sit take på en middag med caviar. De første, der tilmelder sig, får desuden mulighed for at deltage i en helt særlig workshop med en af verdens førende caviarproducenter, Rossini. Senere på sæsonen glæder vi os til at invitere til krebsegilde med Fiskerikajen samt en middag med fokus på fermentering i selskab med Matt Orlando fra ESSE”, fortæller F&B-chef Mette Strarup fra NORDHUS. 

Stjernedrys og landsholdsstemning i Tivoli

I ugen op til Michelin-uddelingen indtager Tivoli Food Festival igen den gamle have fra 23. maj –
1. juni, og i år er det med en særlig hyldest til det nordiske køkken.

Festivalen byder blandt andet på masterclasses med en perlerække af nordiske Michelin-kokke som eksempelvis Kristian Baumann, Mark Lundgaard, Alan Bates, Gunnar Gislasson m.fl. - events som alle er inkluderet i entreprisen. Der er også burgerfestival med gourmetburgere lavet af Michelin-kokke, cookalongs, DM i alkoholfri øl, stort marked med nordiske specialiteter på Plænen og en
3-stjernet restaurant-oplevelse i Det Japanske Tårn.

Tivolis direktør Susanne Mørch Koch siger: ”Mad har en unik evne til at samle mennesker, og det er kernen i Tivoli. Her kan man både opleve den helt sublime servering, danske klassiske måltider og nyde hurtig hverdagsmad. At Tivoli i år er vært for den nordiske Michelin-uddeling, er vi meget stolte af, og det er et bevis på, at vores gastronomiske rejse fortsat udvikler sig og har fundet sin naturlige plads i Haven.”

Til selve uddelingen 1. juni inviterer Tivoli alle gæster med til fest, når Plænen omdannes til én stor gastronomisk fejring med foodtrucks, koncerter og live-streaming af uddelingen:

Fakta

  • MICHELIN Guide Restaurant Ceremony Nordic Countries 2026 uddeles 1. juni 2026 og samler en række af Nordens bedste kokke til prisuddeling og fejring i Tivoli, København.

  • ”En bid af stjernerne" er en række events, der fejrer dansk gastronomi og Københavns position som madmetropol i hele 2026. Alle events tager afsæt i restauranter, leverandører og profiler med tilknytning til MICHELIN-guiden.

  • Gæster kan blandt andet opleve:
    • Brian Mark Hansen x Ismageriet, der kan købes fra 18. maj i alle Ismageriets fem butikker, der ligger i Kødbyen, Rødovre, Søborg, på Amager og Refshaleøen.
    • Stjernestunder i NORDHUS med en række af Danmarks bedste kokke.
    • Tivoli Food Festival og meget mere.
      Se hele programmet og køb billetter på copenhagencooking.dk
  • ”En bid af stjernerne" er en del af madfestivalen Copenhagen Cooking, og afholdes i samarbejde med Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen, Tivoli, Visit Denmark og Food Organisation of Denmark.

  • MICHELIN Guide Restaurant Ceremony Nordic Countries afholdes i Danmark i 2025 og 2026 af en partnerkreds bestående af Food Organisation of Denmark, Københavns Kommune, Tivoli, Wonderful Copenhagen, VisitDenmark, Erhvervsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, HORESTA, Danmarks Restauranter og Caféer, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer, VisitOdsherred, Anneberg Kulturpark, Geopark Odsherred og Odsherred Kommune.