Hvad driver en kok, der har gjort gastronomien til sin levevej? Og hvordan bliver gode råvarer, nysgerrighed og kærligheden til håndværket til smagsoplevelser, der er værd at dele?
Når Bogforum slår dørene op til det nye område Mad og mennesker, rykker nogle af landets dygtigste kokke med ind. Som en del af programrækken En bid af stjernerne inviterer vi sammen med Bogforum til tre dage med tre forskellige kokke, der træder ud af restaurantkøkkenet og ind på scenen for at dele ud af deres håndværk, gastronomiske kæpheste og kærlighed til maden.
Fredag inviterer vi dig helt tæt på Kamilla Seidler.
Kamilla har gennem sin karriere sat sit præg på både den danske og internationale gastronomiske scene. Hun har blandt andet stået i spidsen for den anerkendte restaurant Gustu i Bolivia og Restaurant Lola på Christianshavn, og i dag slår hun sine gastronomiske folder hos Nordhus i Nordhavn, hvor mad, kultur og fællesskab mødes omkring langbordene.
Med Marie Holm som vært åbner Kamilla døren til sit gastronomiske univers og deler ud af de erfaringer, idéer og smage, der optager hende netop nu.
Undervejs bliver der både plads til gode fortællinger, inspiration til dit eget køkken og smagsprøver fra Kamillas hånd, når hun viser, hvordan hendes kærlighed til maden tager form på tallerkenen.
Glæd dig til en eftermiddag med gastronomisk nysgerrighed, godt håndværk og en lille bid af stjernerne.
Masterclassen er en del af En bid af stjernerne – en programrække søsat i forbindelse med det danske værtskab for MICHELIN Guide Restaurant Ceremony Nordic Countries 2025 og 2026. Oplevelsen præsenteres i samarbejde med Bogforum.
Praktisk information og billetter
Der er et begrænset antal billetter til En bid af stjernerne på Bogforum. Billetten koster 20 kr. i administrationsgebyr og giver dig adgang til hele Bogforum fredag den 30. oktober, så du kan gå på opdagelse blandt Bogforums mange oplevelser både før og efter masterclassen.
Vær opmærksom på, at billetten giver adgang til Bogforum, men ikke garanterer en plads til selve masterclassen med Kamilla Seidler. Der er plads til ca. 100 gæster i området Mad og mennesker, og pladserne fordeles efter først til mølle-princippet. Kom derfor i god tid, hvis du vil sikre dig en plads.
