Hvordan ser verden ud gennem en koks øjne? Og hvad sker der, når passionen for mad bliver til en livslang nysgerrighed efter nye smage, råvarer og måder at arbejde i køkkenet på?
Når Bogforum slår dørene op til det nye område Mad og mennesker, rykker nogle af landets dygtigste kokke med ind. Som en del af programrækken En bid af stjernerne inviterer vi sammen med Bogforum til tre dage med tre forskellige kokke, der træder ud af restaurantkøkkenet og ind på scenen for at dele ud af deres håndværk, gastronomiske kæpheste og kærlighed til maden.
Lørdag inviterer vi til en særlig masterclass med Hannah Grant.
Hannah har gennem sin karriere bevæget sig fra restaurantkøkkener til cykelsportens internationale scene, hvor hun blandt andet har lavet mad til nogle af verdens bedste cykelryttere. I dag arbejder hun som kok, kogebogsforfatter og opskriftsudvikler med en særlig passion for at forene den gode smag med ernæring og madglæde. Hun er desuden et velkendt ansigt fra Go' morgen Danmark, hvor hun deler ud af sin viden og inspiration til hverdagskøkkenet.
Sammen med vært Marie Holm tager Hannah publikum med ind i sit gastronomiske univers, når hun deler ud af sin erfaring, sin kærlighed til madlavningen og de idéer, der inspirerer hende i køkkenet.
Du kan glæde dig til en levende samtale om mad og håndværk, gode tips og tricks til dit eget køkken og ikke mindst små smagsprøver, når Hannah inviterer publikum til at smage med.
En eftermiddag, hvor gastronomien kommer helt tæt på, og hvor der er noget for både nysgerrige madelskere og passionerede hjemmekokke.
Masterclassen er en del af En bid af stjernerne – en programrække søsat i forbindelse med det danske værtskab for MICHELIN Guide Restaurant Ceremony Nordic Countries 2025 og 2026. Oplevelsen præsenteres i samarbejde med Bogforum.
Praktisk information og billetter
Der er et begrænset antal billetter til En bid af stjernerne på Bogforum. Billetten koster 20 kr. i administrationsgebyr og giver dig adgang til hele Bogforum lørdag den 31. oktober, så du kan gå på opdagelse blandt Bogforums mange oplevelser både før og efter masterclassen.
Vær opmærksom på, at billetten giver adgang til Bogforum, men ikke garanterer en plads til selve masterclassen med Hannah Grant. Der er plads til ca. 100 gæster i området Mad og mennesker, og pladserne fordeles efter først til mølle-princippet. Kom derfor i god tid, hvis du vil sikre dig en plads.
