Stjerneregn over København i 2026 ✨

Stjerneregn over København i 2026 ✨

Vi tager hul på gastro-året, og her får du en bid af, hvad der venter!

2026 bliver et år med særlig fokus på gastronomi i København, og nu lanceres ”En bid af stjernerne”:  En serie af events, der fejrer dansk gastronomi hele året. Her kan gæster blandt andet glæde sig til Årets Ret, Dining Week med Michelin-restauranter og Danmarks længste kagebord for 800 gæster i hjertet af København.  

Knap er 2026 i gang, før nedtællingen til et af årets største gastronomiske events er startet:  

”Det er et stort scoop, at vi har fået uddelingen af de nordiske Michelin-stjerner til Danmark. Sidste år var det i Odsherred, og i år bliver det i København, så vi på den måde bygger bro mellem land og by. Med Michelin-uddelingen i Tivoli får vi både hyldet de aktører, der har løftet byens madscene til international klasse, og sat Danmarks hovedstad på det gastronomiske verdenskort,” siger direktør for markedsføring, kommunikation og adfærd i Wonderful Copenhagen, Rikke Holm Petersen.  

Wonderful Copenhagen er en del af styregruppen bag organiseringen af det danske værtskab i samarbejde med blandt andre Københavns Kommune, Tivoli samt en række ministerier, og styregruppen ser frem til begivenhederne: 

”Vi glæder os til at kunne sprede fejringen ud over hele året med en perlerække af events, så både byens borgere og turister kan opleve, hvorfor vores hovedstad bliver betragtet som en af verdens vigtigste gastro-destinationer,” uddyber Rikke Holm Petersen.  

Gastronomisk prisuddeling og Dining Week med stjernedrys 

En bid af stjernerne" er en række events med tilknytning til restauranter omtalt i MICHELIN-guiden, og programmet er sammensat af madfestivalen Copenhagen Cooking:  

”Vi har lagt os i selen for at skabe en serie af enestående events i samarbejde med nogle af Danmarks bedste kokke, restauranter og kulturaktører,” fortæller Katja Seerup Clausen, der er festivalchef for Copenhagen Cooking og uddyber: 

”Søndag 1. februar kickstarter vi året med prisuddelingen Årets Ret, der arrangeres i samarbejde med Danske Madanmeldere og hylder landets bedste restauranter. Og i vinterferien kan man for første gang booke bord på et nyt stjernespækket niveau af Dining Week, hvor gæster blandt andet kan spise hos Michelin-restauranterne ARK og À terre”. 

Danmarks længste kagebord 

Det samlede program for En bid af stjernerne" er endnu under udvikling og offentliggøres i løbet af foråret, men allerede nu kan gæster glæde sig til at sætte sig til bords ved Danmarks måske længste kagebord: 

”Søndag 31. maj dækker vi det ypperste kagebord til 800 mennesker i hjertet af København. Der vil være indslag fra både Rasmus Munks innovationscenter Spora og restaurant Mota, og vi lover, at det bliver til en pris, hvor de fleste kan være med,” siger Katja Seerup Clausen og slutter: 

”Nu glæder vi os bare helt vildt til at skyde gastro-året 2026 i gang, så vi kan give københavnerne mulighed for at få en bid af stjernerne i verdens bedste madby”. 

”En bid af stjernerne" afholdes i samarbejde med Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen, VisitDenmark. En stor tak vores partnerne for ”En bid af stjernerne”: Madbillet, INCO, BC Catering og AB Catering.

Programmet er under udvikling og billetterne sættes løbende i salg her.