I denne måned kan du møde Anna Bartels, der står bag madbloggen anna-mad.dk, hvor hun deler opskrifter og inspiration til hverdagsmad. Her har hun lavet og delt opskrifter i mere end 13 år, og så har hun altid haft en kærlighed for løg. Måske ikke så meget rå løg men tilberedt, stegt, bagt, syltet er skønt, og løget er dejligt i sig selv og kan bidrage med en hel del umami og sødme.
Så vi skal hylde løget i sin helhed i denne opskrift. En opskrift på en sprød butterdej smurt med en timian-cremefraiche og toppet med bagte balsamico-løg. Det lyder mere indviklet, end det her, for løgene skal egentlig bare hygge sig og blive møre og søde i ovnen. Forestil dig en sprød butterdejstærte med en parmesan-cremefraiche smagt til med frisk timian og citronskal og langtidsbagte, smørmøre halve løg penslet med en balsamico-marinade. Den kan serveres, som den er med en frisk salat til, eller som en del af flere retter.
Butterdejstærte med creme og bagte løg
Ingredienser
1 rulle butterdej
1 kg rødløg
3 spsk balsamico
3 spsk olivenolie
1 tsk honning
1 håndfuld frisk timian
200 g cremefraiche (18% eller 38%)
1 håndfuld fintrevet parmesan
1 tsk grovkornet sennep
1/2 øko citron
1 æg
Salt og peber
Fremgangsmåde
- 
Halvér løgene, så du skærer fra bund til top – ikke gennem midten. Pil så skrællen af.
- 
Rør balsamico, olivenolie, honning og et drys salt og peber sammen med bladene fra halvdelen af den friske timian.
- 
Kom løgene på en bageplade med bagepapir. Pensl dem på den flade side med balsamicoblandingen og vend dem med den flade side nedad. Pensl dem på den runde side også.
- 
Bag løgene ved 150 grader varmluft i en times tid (måske lidt mere afhængig af størrelsen på dine løg), til de er helt møre. Pil det yderste lag af, hvis det er lidt for mørkt/sejt.
- 
Skru ovnen op på 180 grader. Rul butterdejen ud og læg den på et bagepapir på en bageplade.
- 
Skær et snit 2 cm inde i dejen, hele vejen rundt (som skulle du lave en mindre firkant i firkanten) – du behøver ikke skære hele vejen igennem dejen. Prik den inderste firkant med en gaffel rundt omkring.
- 
Pisk et æg sammen og pensl butterdejen. Bag den i 10-12 minutter, til den er gylden og sprød. Lad den køle af.
- 
Rør cremefraiche sammen med sennep, bladene fra resten af den friske timian, fintrevet parmesan, fintrevet skal fra den halve citron, salt og peber. Smag til med citronsaft.
- 
Fordel cremen ud på den kolde butterdej og top med løgene. Pynt evt. med mere frisk timian.
