Del din #løgglæder under Copenhagen Cooking

Snart dækker vi atter op til årets helt store madfestival, og vi kan slet ikke vente med at afsløre festivalens stjerneskud: løget!

Sidste år satte vi spotlight på kålen og dens mange facetter, men i 2025 kaster vi os ud på en ny smagsrejse, og fejrer løgets utallige personligheder. Løget løfter enhver ret til nye kulinariske højder med alt fra den sødlige og milde smag til den intense og kraftfulde. Vi glæder os til at tage dig med på en oplevelse, hvor løgets smagsnuancer og magi står i centrum.

Løg i alle afskygninger – mere end bare en ingrediens

Løg er ikke bare noget, der smides i gryden. Det er en magisk smagsgiver, der binder måltidet sammen med både sødme og dybde, friskhed og varme. Fra de sprøde, rå løg i din salat til de langsomt karamelliserede versioner, der giver dine retter en helt ny dimension – vi dykker ned i løgets mange lag og afslører, hvordan det kan forvandle alt fra en simpel suppe til et festmåltid.

Lad os fejre løget sammen!

Copenhagen Cooking handler ikke kun om mad, det handler om at skabe uforglemmelige oplevelser og fællesskaber. Sammen hylder vi løget, årets smagsbærer, og udforsker dets potentiale i både enkle og avancerede retter. Det bliver en fest, hvor smag, kreativitet og nye venskaber går hånd i hånd.

Sæt kryds i kalenderen og kom og vær med til at fejre løgets magi, når vi åbner dørene til festivalen fra den 15. - 24. august. 

Årets løgplakat

For tredje år i træk har vi haft fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med Liv Andersen fra Pine Cone Project, der virkelig tryller med akvareller, når hun arbejder i krydsfeltet mellem illustration, kunst og formidling. 

De gule og røde løg er smukt gengivet i stemningsfulde akvareller, skabt i anledning af 70-års jubilæet for Avlerforeningen af Danske spiseløg. 

Vidste du, at begge løgsorter faktisk er i sæson hele året? En lille fun fact, der gør dem til et fast indslag i køkkenet – uanset årstid.

Få en løgopskrift hver måned

Er du også vild med løg? Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få en ny, smagfuld løgopskrift hver måned – direkte i din indbakke. Hver opskrift er skabt af en af vores løglegender, som sætter løget i centrum og deler sin bedste ret, hvor smag og kreativitet går hånd i hånd.

Hvad er en løglegende? En løglegende er en passioneret og talentfuld kok, der deler vores kærlighed for løg, og alle de utallige muligheder, denne alsidige grøntsag tilbyder.