Breaking the New

København har gennem de seneste 15 år udviklet sig fra en gastronomisk ukendt hovedstad til en madmetropol i verdensklasse. Den udvikling er skabt af en innovativ tankegang og et mod til at gå nye veje hos en række dygtige mad-folk med en håndfuld meget stærke pionerer i forreste linje.

Den gastronomiske revolution blev skabt af en ny tilgang til mad, der udfordrede den hidtidige, mere traditionelle tankegang om råvarer og gastronomi. Ideen om at skabe et nyt nordisk køkken blev til en bølge, som i dag er skyllet ind på alle kontinenter. Copenhagen Cooking & Food Festival hylder med det overordnede tema Breaking the New dem, som har drevet dansk gastronomi og fødevareproduktion frem til et højt niveau i dag.

Med Breaking the New som samlende idé vil Copenhagen Cooking & Food Festival være flagskib for København som international gastro-metropol og den årlige begivenhed, hvor madbranchen viser sine nye ideer, initiativer og produkter frem, bringer ny viden til bordet og iscenesætter maden i form af nye oplevelser. 

Det er ambitionen at festivalen bliver et væsentligt mødested for nye tendenser, samfundsdebatter, ny viden og nye brancheplatforme inden for gastronomi, fødevarer og madkultur. Her møder man de nye stjerner og talenter, oplever de nye produkter, smager den nyeste gastronomi og får den nyeste viden og oplevelser af høj kvalitet. Her bliver man inspireret.