Mad i metroen, skaldyrsfestival, gourmetmad til spotpris og børn der laver sushi. Når madfestivalen Copenhagen Cooking går i luften fra 20. – 29. august venter 85 smagsoplevelser af højeste kvalitet.
Gør dig klar til unikke, sjove, uventede og helt fantastiske smagsoplevelser når Copenhagen Cooking blænder op for et program der tæller 85 arrangementer på 10 dage. Oplevelserne er mange og forskellige. Prøv for eksempel klimavenlig mad, krebsegilde i Kødbyen, smørrebrødskursus for børn eller gadekøkken på Nørrebro.
Det er sjette gang, at du kan opleve Copenhagen Cooking i byrummet og på nogle af Københavns bedste restauranter. Og programmet byder på både klassikere og nye tiltag. Det populære “Taste of Copenhagen” med gourmetrestauranter til lave priser har fra start været en publikumsmagnet, og der bliver helt sikkert rift om billetterne, når de sættes til salg på BilletNet den 10. august.
En anden favorit er smagsprøver i Skuespilhuset, hvor 10 af de bedste restauranter deltager med smagsprøver kreeret af sæsonens allerbedste råvarer. Billetter kan købes allerede nu på BilletNet.
Du kan også vælge et af de mange nye tiltag. Var det f.eks. noget at deltage i skaldyrsfestival på Carlsberg, et gadekøkken på Nørrebrogade, stige på metroen og få et spiseligt portræt af København eller smage på udsøgt snaps, vin, cocktails, kaffe eller øl? Chancen er der for en smagsoplevelse ud over det sædvanlige – så grib den!
Se hele programmet for Copenhagen Cooking på www.copenhagencooking.com
Copenhagen Cooking er arrangeret af Wonderful Copenhagen og et udvalg af byens bedste gastronomiske aktører med støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.
For yderligere info, baggrund og billeder kontakt:
Wonderful Copenhagen
Frederikke Møller Kristiansen, presseansvarlig
Telefon: 3355 7432
Mail: fmk@woco.dk
Festivalansvarlige:
Thomas Meier Lorenzen, senior projektleder
Telefon: 3355 7481
Mail:tml@woco.dk
Malene Schrøder, projektleder
Telefon: 3355 7485
Mail:mes@woco.dk