Nu begynder Copenhagen Cooking

Bryllupskager, øl og ægte kaviar. Der er smagsoplevelser i lange baner, når den årlige madfestival rammer København fra den 24. til den 2. september.

Landets ypperste vinbønder, ølbryggere, kokke og konditorere står klar til at forkæle madelskere i ti dage frem, når programmet for Copenhagen Cooking skydes igang i weekenden. Programmet spænder bredt fra luksus madmesse til kanalrundfart med ølsmagning og fødevaredebatter, så hverken feinschmeckere eller kogekoner går forgæves.

Årets festival tegner til at blive en stor succes. Mange billetter er revet væk, men der er heldigvis stadig mad og oplevelser til mange flere livsnydere.

Den 25. og 26. august er Øksnehallen forvandlet til madmessen eat07, der bringer sydeuropæisk markedsstemning ind midt i byen. Fra 70 boder tilbyder landets allerbedste producenter ost, pølser og diverse andre delikatesser, der får tænderne til at løbe i vand blot ved at synet af dem.

Den prisvindende restaurant Noma arrangerer ølcruise på Københavns kanaler. Stig ombord på træbåden Nordbugvin og smag Nordens bedste øl, mens livet glider forbi på kajen.

Byens børn kan tage deres forældre i hånden og med ud på en bondegård, når Åbent Landbrug og Nørrebro Bryghus inviterer til Farmers Dinner. Hils på landmændene, som leverer det kød, der senere tilberedes og spises på bryggeriet til dråberne af husets hjemmelavede øl.

Det er tredje år, at Wonderful Copenhagen arrangerer Copenhagen Cooking.

- København er for alvor ved at komme på det gastronomiske verdenskort, og det fejrer vi under Copenhagen Cooking. Interessen for programmet har været enorm, så det tyder på, at folk har fået øjnene op for festivalen og den sanselige oplevelse, der ligger i at forkæle sig selv med mad og drikke af højeste kvalitet. Vi håber også, at arrangementerne kan give inspiration til nytænkning hjemme ved komfurerne, siger Martin Bender, eventdirektør Wonderful Copenhagen.

Program og pressebilleder for Copenhagen Cooking kan hentes på: www.copenhagencooking.com

Copenhagen Cooking er arrangeret af Wonderful Copenhagen – i samarbejde med Tivoli, Copenhagen Alliance, eat 07, en lang række fødevareproducenter og københavnske caféer og restauranter.

Yderligere informationer:

Wonderful Copenhagen

Frederikke Møller Kristiansen, Presse

Telefon: 3355 7432

Mail: fml@woco.dk

Thomas Meier Lorenzen, Projektleder

Telefon: 3355 7481

Mail: tml@woco.dk

Copenhagen Cooking