Tag fat på 10 dages smagsoplevelser

Madoplevelserne står i kø når Copenhagen Cooking åbner med cirka 40 arrangementer fra den 22. til den 31. august. Vær klar til kogeskole, kaffe- og cocktailsmagning, fødevaremarkeder og gastronomi på højeste plan.

Når madfestivalen Copenhagen Cooking skydes i gang fredag den 22. august bliver det med det største program til dato. Og der er oplevelser for både børnefamilier, feinsmeckere og alle dem der vil have en smagsoplevelse ud over det sædvanlige.

I Kødbyen kan du smage på bryllupskager og se kagekunstnerne i fuldt sving, på Østerbro er der økologisk marked med stadepladser og flere specielle fødevareproducenter, og på Frederiksberg er der fødevaremarked og folkekøkken. Du kan også tage dine børn eller børnebørn med til en søndagsoplevelse ud over det sædvanlige, når Meyers Madhus inviterer til koncentreret kogeskole for 2 generationer. Og i Skuespilhuset nyfortolker 17 toprestauranter fra hele landet en traditionel dansk ret søndag den 24. august. Kom og smag og få tips til madlavningen.

Den 30. til 31. august er Øksnehallen omdannet til madmessen eat 08, der præsenterer landets allerbedste producenter og specialister i mad, vin og delikatesser. Og Gastronomiske Dage i Tivoli byder på både boder og kulinariske konkurrencer som fx Årets Ret.

Udover masser af madoplevelser kan du få slukket tørsten ved en række arrangementer. Prøv fx ølsmagning på Nørrebro Bryghus, cocktailoplevelser gennem 200 år på Honey Ryder Cocktail Lounge, øl og ost i kombination hos Husbryggeriet Jacobsen eller romsmagning på Custom house. På Gråbrødretorv kan du smage tyske vine i verdensklasse, når torvet for et par dage omdannes til et vaskeægte Winzermarkt med originale Berliner markedsstader.

Det er fjerde gang, at Wonderful Copenhagen arrangerer Copenhagen Cooking.

- Interessen for Copenhagen Cooking er enorm allerede inden festivalen åbner dørene. Det vidner om, at danskerne har fået øjnene op for, at de københavnske spisesteder kan noget helt specielt. De gode råvarer og den høje kvalitet er i højsædet, og også internationalt er der en øget interesse for det nye nordiske køkken – det fejrer vi med Copenhagen Cooking. Vi håber, at festivalen er med til at give masser af gode oplevelser og ikke mindst inspiration til madlavningen derhjemme, siger Thomas Meier Lorenzen, projektleder Wonderful Copenhagen.

Program og pressebilleder kan hentes på www.copenhagencooking.com

Copenhagen Cooking er arrangeret af Wonderful Copenhagen – i samarbejde med Tivoli, eat 08, Carlsberg, et udvalg af byens bedste gastronomiske aktører og toprestauranter bl.a. noma.

Samsung – ny hovedsponsor for Copenhagen Cooking

Med fokus på udsøgt design og høj kvalitet er Samsung Whitegoods en global leverandør af hårde hvidevarer. Virksomheden er særligt kendt for at producere amerikanske køleskabe – de såkaldte side-by-side-køleskabe – men ovne, vaskemaskiner, tørretumblere, komfurer og støvsugere indgår også i sortimentet.

Kontaktinformation:

Wonderful Copenhagen

Frederikke Møller Kristiansen, Presse

Telefon: 3355 7432

Mail: fml@woco.dk

Thomas Meier Lorenzen, Projektleder

Telefon: 3355 7481

Mail: tml@woco.dk

Copenhagen Cooking